Plads til det hele i møbellandskabet
Duba B8 tilbyder hele kreative løsninger

Der er plads til hyggesnak over kaffen på kontormøbelvirksomheden Duba B8 i Bjerringbro. Faktisk er det så integreret en del af hverdagen, at firmaet har udviklet en »kaffebar«, hvor medarbejderne kan samles på høje stole og få en sludder. Og udveksle ideer.
For ifølge direktør Christian Flarup så sprudler kreativiteten bare bedre, når den ikke skal tvinges frem i et mødelokale.
»Det klassiske kontormiljø med skriveborde er erstattet af mere kreative løsninger. For eksempel caféborde, hvor kreativiteten sker,« forklarer han.
Derfor leverer Duba B8 ikke kun skriveborde og reoler. Firmaet tilbyder hele løsninger med alt til kontorlandskabet.
»Alle »udenomsmøblerne« leverer vi også til kunden. Noget af det laver vi selv, andet får vi hos en anden leverandør,« siger Christian Flarup.

Skræddersyede løsninger
På trods af at markedet for kontormøbler ellers har det hårdt, klarer Duba B8 sig, som det eneste kontormøbelfirma i Danmark, med overskud tre år i træk.
»Vi har også kunnet mærke finanskrisen, men de sidste tre år har vist os, at vores koncept er bæredygtigt,« siger Christian Flarup.
Lige før finanskrisen besluttede Duba B8 sig nemlig for lave om på konceptet. De mange tusind kunder blev barberet ned, således at virksomheden i dag arbejder efter en vision, der hedder »Top 175«.
»Vi gjorde op med den tankegang, at vi kunne være alt for alle. I stedet fokuserer vi på de store kunder, hvor vi skræddersyer løsningerne til dem,« forklarer han og viser flere skræddersyede eksempler frem i det store showroom.
»Her er nogle borde til det danske flyvevåben. De har brug for, at der kan hænge flere skærme, når de overvåger flytrafikken,« siger han.

Funktionelt og flot
Med 98 år på bagen har Duba B8 en lang historie - lige fra det begyndte som savværk, til i dag hvor det er både smarte og funktionelle kontormøbler, og et hurtigt møde overståes siddende på et lille rullende arkivskab, som med et snuptag laves om til en taburat.
»I dag er der ikke faste arbejdspladser på samme måde. Her kan man nemt lige køre over og sætte sig hos kollegaen,« siger han og viser, hvordan man alligevel har alle sine mapper og papirer med i samme møbel.
Hos Duba B8 er der nemlig intet, der er standardiseret. »Hvad du ønsker, skal du få«, burde mottoet næsten være, for designerne og konstruktørerne går i kast med hvilken som helst opgave.
»Sidst vi sagde nej, og ikke kunne løse en opgave var i 1936,« griner en af konstruktørerne, der i et lille hold er ved at udvikle et ledningsfrit computerbord, efter kundens specifikke ønske.

Bæredygtigt koncept
Med i konceptet er også, at kunderne kun behøver at henvende sig et sted, for Duba B8 tager sig af det hele.
»Man køber en samlet indretning. Det er »one point of contact«. Vi leverer det hele. Vi har aftaler med andre leverandører, så kunden behøver kun at bestille hos os. Vi har sågar leveret bestik til en af vores kunder,« siger Christian Flarup.
Heller ikke de udtjente kontormøbler skal kunden ulejliges med at fjerne. Duba B8 tager det gamle inventar retur og skaffer sig af med det på en bæredygtig måde. Noget af det bliver foræret til genbrugsforretninger, og noget af det får nyt liv i Duba B8’s egen produktion.
»Vi kan ikke leve af at være billigst. Det vi skal overleve på er, at vi er innovative, fleksible og at vi yder en god service,« siger direktøren.

Af Astrid Bigum Kristensen
askr@bergske.dk

<b>Plads til det hele i møbellandskabet</b>

Duba B8 leverer ikke kun skriveborde og reoler. Firmaet tilbyder hele løsninger med alt til kontorlandskabet. På billedet er det direktør Christian Flarup, der sidder til højre. Foto: Morten Dueholm.





23.04.2012

Stockholm Furniture Fair 2012 Í februar mánaði í ár vóru tvey starvsfólk hjá Inventar Tænastuni á møbla messu í Stockholm.

18.04.2012

Duba-B8 metár í 2011 Okkara stórsti veitari innan skrivstovuinnbúgv hevði metgott úrslit í fjør

04.04.2012

Gleðilig Páskir Vit ynskja øllum viðskiftafólkum okkara eini gleðilig páskir. Vit síggjast aftur týsdagin! VinarligaInventar Tænastan

Tíðindasavn